Kropslig dannelse – hjernen bor i kroppen

Når vi taler om hjernetræning, går tankerne ofte til krydsord, sudoku eller måske en app med små mentale øvelser. Men hvad nu, hvis vejen til en stærkere, mere velfungerende hjerne også går gennem kroppen?

Forskning og praksis peger entydigt på, at fysisk bevægelse ikke blot styrker kroppen – den har også dybtgående effekter på vores mentale og kognitive kapacitet. Når kroppen er i gang, forbedres ikke kun motorik og kondition, men også hukommelse, opmærksomhed, søvnkvalitet, robusthed, social intelligens, selvregulering og selvværd.

Kropslig dannelse – også kendt som physical literacy – er netop et begreb, der favner denne helhedsorienterede tilgang. Det handler ikke bare om at kunne bevæge sig, men om at gøre det med tillid, viden og motivation. At kende sin krop, bruge den alsidigt og tage ansvar for sit eget fysiske liv – hele livet.

Og det er netop pointen: Kropslig dannelse er relevant i alle livets faser. Det er ikke noget, vi bliver færdige med i barndommen. Tværtimod. Mennesket forandrer sig konstant, og vores krop og hjerne kan udvikle sig hele livet igennem. Kropslig dannelse er et livslangt dannelsesprojekt – parallelt med den almene menneskelige dannelse.

Vi gennemgår forskellige faser i livet, hvor dannelse – både fysisk og mentalt – tager store spring. Men udviklingen stopper ikke dér. Uanset alder kan vi stadig lære nyt, forfine bevægelser, udfordre os selv og opdage nye sider af vores fysiske kunnen. Vi kan stadig lære at balancere bedre, arbejde mere bevidst med kroppens midtlinje, eller finjustere vores timing i et afsæt.

For selvom vi har lært at cykle, gribe og kaste, betyder det ikke, at vi er “færdige”. Kroppen – og hjernen – er plastisk. Det betyder, at vi kan udvikle os, hvis vi giver os selv mulighed for det.

Kropslig dannelse er derfor ikke en luksus, men en nødvendighed, hvis vi ønsker at bevare vitalitet, livsglæde og mental skarphed gennem hele livet.

Næste
Næste

Oplevelser fra den ugentlige hjernetræning